United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet. Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne paa denne Dag? Og dér sad Instruktøren med sin Kone. Ja, det var hele hans Liv.
Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind. Saa sagde hun noget kort: "Der er nogen hos Instruktøren." William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det. Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid. Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig. "Tredje Sal," sagde Portneren.
Det var jo Vanvid, umuligt endnu kunde han ikke sige, at han at han kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog kunde være gaaet herhen efter denne Nat men hvad skulde han dog skulde han dog finde paa? Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk, gik lidt frem. Instruktøren havde travlt. "Hr. Høg?" spurgte han noget højt.
William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare. Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne var saa kolde graa mærkelig glasagtige. Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden Indledning: "Naa, De vil være Skuespiller?" Tonen var kort, noget haard.
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed. Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet. Fejg fejg! Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly.
William saá ham lige ind i Ansigtet, hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han. Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs. Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og Haanden gemt under Vesten. "Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig.
Dagens Ord