De mente alle, at skulde Kongen nu, stod meget paa Spil. "Gud forbyde det," sagde Præsten. Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa Stolen og lyttede ivrig. "Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun. Lægen smilede. "Fruen gaar vel med i Ambulancen?" Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om Aanden i otte og fyrre.

Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes: „Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er udgaaet af Aanden, af Gud, sagde: „Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“ Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men Jonasine Annine Amalie, født i 1852. „Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud.

William saá ham lige ind i Ansigtet, hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han. Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs. Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og Haanden gemt under Vesten. "Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig.

Den lille Dreng var nær ved at slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen.

Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien, hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket Tømmerne til den anden Side. »Der vare vi nær væltede, Frederik«, sagde hun leende.

-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bolling, der gik ud og ind, fra Sovekammer til Kokken og talte til Bolling og til sig selv og til Husmandens Petra for nu var da alting af Led, nu vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer. Derinde sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre har vi dem til at gi'e Aanden op og Huset er fuldt, Huset er fuldt.

Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.

»Ja«, sagde Præstekonen, »men det er godt, at vi ikke selv kunne mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt

Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor den blev staaende. En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv Nicolai: »Dog mange Lyder »Besidder Han , »Og snart hans Dyder »Man tælle kan: »Sort er hans Øje, »Og sort hans Sjæl; »Vi maae ham kalde »En Laban fæl

Dagen er bidende kold. Aanden staar mig fra Næse og Mund. Knastørt er Løvet, fra Træerne falder Mosset i store Flager, Barken om Grenene er tørknet, og Knopperne frosset inde i Is. Stryger Vinden igennem dem, det lyder som Raslen af Perler. Som et brandgult Skær lyser Solen op over taagede Skyer. I en Grøft med rindende Vand vasker jeg Blodet af mig og renser min Kniv.