United States or Falkland Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
En pludselig paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag. Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra Skagen.
I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe og nede, der var Faareskind at lægge sig i, og Ilden gik aldrig ud, Ilden brændte bestandig. I Hjørnet ved Arnen laa Træstubbene friske og vaade fra Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skære Ved udsondrede Harpiks, naar Frossenheden var tøet ud.
Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide, sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr.
De er hvide i Vindsiden med Sne langt op ad Barken. Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig. Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn. Isak!
Det havde altsaa givet vaade Dravatter under Landsætningen. Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken. En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham. Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.
Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele Overkroppen gaar paa den. Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter forskrækket frem ved Støjen.
Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde, da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min Opmærksomhed paa dem.
Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde af fjorgamle Blade. Trygt ligger Spirerne i Jorden.
Vi kan høre den suge sig fast til Barken og igen give Slip for at skubbe sig længere frem. En Lysstrime rammer den, og den glinser af Slim. Før det gryr, skal den være paa den anden Side, hvor Løvet kan skjule den for Solen. Den strækker sig langt frem og kiler paa. Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Læberne er tykke og krænger sig ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag.
"Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem," sluttede han. "Aah jo, jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."
Dagens Ord