United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Blandt de almindeligste Staudeanvendelser er Kantplantningen , der i og for sig naturligvis er en simplificeret Rabat. Hertil egner sig snart sagt alle lave Stauder, der bevarer Løvet nogenlunde smukt ogsaa udenfor Blomstringstiden.
Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa lige mod den kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højt hævet og Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab. Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set.
En Finke begynder at synge, og en Solstraale forvilder sig bort mellem Løvet, drypper fra Blad til Blad som en stor Draabe af Ild. Og nu sætter alle Fuglene i. Det bliver høj Himmel og en varm Dag. Paa en smal Sti bevokset med Græs ligger en Buk og en Raa ved Siden af hinanden. Det er midt i Brunsttiden.
Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere. Et Steds skulde han over en dyb Grøft.
I Hjørnet ud mod Gaden stod en mægtig Hyld, tæt som et Tag, Mikkel havde en Anelse om, at den dannede et Lysthus ind mod Haven, og at Susanna undertiden opholdt sig der. Han havde hørt det pusle derinde bag Løvet. Maaske sad Susanna gemt derinde og kiggede ud Mikkel holdt ikke rigtig af det Træ. Og dog drog det ham til sig, fordi han tænkte sig hende der.
Og Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset. Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.
Og endelig en tredje foran Gaardens Indkørselsport. De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med smaa Papirsfaner. Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget af Junidagens Sol. Klokken var tre Eftermiddag.
Jeg suger denne Lykke ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjærte, og du skal faa den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit Øje, Ildfunker gløder i Løvet, og Foraarsvinden stryger mit Øre forbi saa lun af Forjættelsers Rigdom. Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er Jægeren. Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige Lande.
Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var sydlige Frugter i Solen. Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
Paa »Erbgerichts« Terrasse straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra. Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk.
Dagens Ord