United States or Namibia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ida var allerede begyndt at dække til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret. ... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler. -Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer ... -Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.
Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede om et antikt Symposion.
Alle fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne. Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen. Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen.
Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op. -Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig Glands hen over Plænernes Sne.
Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, når den skinner i sin Kraft.
For hver Time blev Landet mere og mere bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste Toppe. Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt, at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde de bedste Grunde til at stole paa.
Der var Taage og Kulde, Regn og Sne, og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der atter drev ham ud paa den aabne Sø.
Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som Handelsvare, blev sønderskaaret og spist. Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem.
-Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen. -Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden": -Jens var dog bedst tilhest. -Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.
Saa langt Øjet rakte var der kun Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten Sture. Hen paa Aftenen kom Mikkel Thøgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende over Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var slap og indfalden i Ansigtet.
Dagens Ord