United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud. Saaledes randt nu Pebersvendens Dage.
Tidligt paa Morgenen rejste han ud, og naar Solen blot begyndte at hæve sig op over Himlen, kom han hjem med Fangst. Da begyndte de enlige Piger at tale sammen: „Hvad gaar der dog af Pebersvenden?“ sagde de, og saa begyndte de at kappes om ham. „Lad mig! Lad mig!“ raabte de allesammen. Og Pebersvenden vendte sig imod dem, og leende valgte han sig den bedste i Flokken.
Der er ved Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer Parterne.
Naar det faldt ind med Storfangsttid, og Kajakmændene levede i Overflod, hændte det altid, at han sov ynkeligt over sig, hver Gang han bestemte sig til tage paa Fangst. Først naar Solen var gaaet ned under Horisonten, og Fangstmændene bugserede deres Bytte mod Land, plejede han at vaagne.
Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og Fuglepilen trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen. Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden blot med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede. Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse af Perler og roede hjem.
"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som en eneste lillebitte Flynder kan vi faa." "Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. Men i Dag faar vi ingen. Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pæn Fangst har vi da. Vi har allenfals ikke nødig at skamme os, naar vi kommer hjem."
Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som Handelsvare, blev sønderskaaret og spist. Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem.
Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem at tale om, og det varede ikke længe, før Frafaldet blev aabenlyst. En Dag, da en Mand, som hed Justus, kom bugserende med en Hvidhval, og Habakuk som sædvanlig kom ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans Hus, lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte nøjes med at kommandere over den Fangst, han selv bragte til Land.
Men hva'? Der var jo ingen! Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to. Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før. Saa roede han hjem med sin Fangst. „Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.
Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham. „Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet. Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen med Mændene.
Dagens Ord