United States or Colombia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen og halvdøsede. Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over Gulvet, svarede hende og gik tilbage. Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet roligere.
Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar? Fru Line viste sig i Dagligstuedøren: Han lukker ikke op, sagde hun om Du saa satte Ild paa Gaarden! Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et Stempelslag. Han hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede højt og var ved at falde fra ham: Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han for se ham vil jeg Fandentame!
Men sandt at sige, denne første Promenade bliver sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag.
Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af Portens Stolper. Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind mod Stolpens Kant. Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og det fredløse Hjerte ... Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...
Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og Fuglepilen trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen. Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden blot med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede. Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse af Perler og roede hjem.
Blodet for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver, blev han ikke meget klogere af det.
De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken. -Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden? -Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen. -Og man sagde, det var en lille Blondine ...? -Utvivlsomt.
Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen skulde sprænges ....« »Talte De og Styrmanden ikke sammen?«
Hjernen paa ham bliver til Grød, og saa slaar han løs uden at tænke paa, at der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjælpe! Kan De ikke tale med en af Parterne? Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke høre mere. Brød sig ikke om at høre mere. Hvad kom det hele ham ved!
Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen paa Bunden af Kisten. Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve Øre, han vilde spise hende af med: Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen Den nærige Satan!
Dagens Ord