United States or Mexico ? Vote for the TOP Country of the Week !
At han dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. Men han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke. Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham, han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.
Men han ænsede hende ikke og fortsatte: Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han og paa Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu knoppes derude! Jens Oluf ... Jens Oluf ... ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev han Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen!
Hans Spor fører ud over Markerne. Uglerne tuder. Hwivh ... hoho ... ho! Fra Træ til Træ hele Skoven igennem. Smaafuglene dukker sig i Søvne og klemmer Kløerne fastere om Grenene. Det er Mørke og Storm, og det øsregner. I lang Tid har Sneen ligget tæt over Jorden; men i Dag slog det om til Tø.
Og nu stod Slæden der: rødlakeret og straalende med et stort Isbjørneskind over Forlæderet og to høje, forgyldte Lygtestandere henne bag Skærmnettet: Det maatte være som et Æventyr at jage i denne Slæde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!
Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le nu, herude, under Himlen. -Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida. De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov. -Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.
Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og op over Fjældet. Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud. De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs. Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge. Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som en Klage. -Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.
Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham. „Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet. Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen med Mændene.
Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik; imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet, kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi vare ved Valby.
Derinde laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer. Ida blev staaende med sin Arm i Karls: -Hvor er her kønt, sagde hun. Hun saá rundt paa det altsammen: -Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun.... -Godnat. Karl hørte Døren aabnes og lukkes. Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en Meldeseddel.
Dagens Ord