Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. juni 2025
Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfærdet. "Denne Mands Død," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke lade det ødelægge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi straks bærer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok endnu, hvis vi skynder os."
Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra det samme Træ. Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med at gjalde. Jeg hører mine egne Fodtrin.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret. -Det er vel paa de Tider, sagde han. -Aa hva'.... Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej.... De gik ind til Fruen. -Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt.... -Saa gu' at faa Benene rørt.... De fulgte. Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.
Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter hende og kunde ikke komme til Vejret igen. Det Djævelskab! mumlede de Det Djævelskab til Beriderfrue! Hun jager nok Livet af sig selv engang! Og de kravlede møjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede videre ... Det var Fastelavns Søndag. Hele Havslunde By havde Uger igennem glædet sig til denne Højtidsdag.
-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde langsomt og ligesom grundende: -Men det er nu skidt alligevel. -Hvordan? -Det Hele. -Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved. De gik igen, mens der var lige stille. -Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen. -Ja, svarede Karl.
I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!«
Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde: -Ja, hvis man kunde rejse langt bort. -Langt bort? Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk. -Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse: -Det bliver det samme, Du, sagde hun. Moderen saá langt ud over Sneen.
Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i Sneen stod Kirken, hvid og stor. De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt. Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen. Lys var der kun af Stjernerne over dem. Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i Graven. De talte om Sognefogdens Søn. -Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine. -Det siger man.
Dagens Ord
Andre Ser