United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !


I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer

Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa stærk Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng. Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias' Krop laa paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den røde Kaabe . . . nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.

Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af." Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og hulkede. Saa gik han. Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset.

Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik »Viktoria-Teatrets« Mure til at ryste. Herluf Berg var gennem Orkestret løbet ned i Parkettet i Kritikerhjørnet, hvor alle komplimenterede ham. -Ikke ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevægelse.

De sagde ikke meget, kun en enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i Stuen: -Ja det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. Begge de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de havde saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med Bibelen.

Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans Ærgerrighed ikke maatte ryste. -Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr.

Og Kongemorderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i hans Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa. Sveden sprang frem paa hans Pande, han kom til at ryste ved Tanken derom. En Kongemorder. Og han saá Blodet flyde og Kongen bleg, døende i Finnerup Lade. Han havde jo læst om det i Romanerne. Der var en Kongemorder i hans Slægt han laa dér i Kirken med de andre. Det var forfærdeligt.

Men Ida blot stønnede. -Og saá telegraferede vi, hviskede Sofie igen. -Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug. -Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid. Og hun satte sig paa en Stol. -Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at liste omkring med saa mange Ting.

Risikoen blev den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig, men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons. Dette stod mig klart i samme Øjeblik.

Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt.