United States or Yemen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg er saa vant til at rejse, at jeg kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst, Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok klare alle Skær."
Men hun kom tilbage med den Besked, at han helst vilde være fri. "All right," sagde Kihler og slog ud med Haanden, "naar ikke han vil, det staar vi magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det samme?" ... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt sit Hærværk. Fra Træernes graagrønne Grene flagrede det tynde gule Løvværk som Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem Kugleregn.
Han havde intet hørt om deres Forlovelse. Derfor virkede deres Tilsynekomst paa ham næsten som en Vision. Han syntes, der blev lyst om dem, hvor de gik frem. Og Træernes Grene, der ludede ud over Vejen, hvælvede sig over dem som en Æreport. De kom nærmere nu kunde han høre deres Stemmer. Og skønt han ikke skælnede Ordene, vidste han, at de talte sammen om Fremtiden.
I den Kamp om Næring og Fugtighed, der udspinder sig saadanne Steder, ligger Stauderne selvfølgelig altid under, og af den Hjælp, man gennem Vanding og Gødskning yder Stauderne, tager Træernes og Buskenes Rødder Løvens Part, og Hjælpen kommer altsaa nærmest Fjenden til Gode og lokker yderligere Trærødderne hen under Stauderne.
Inde i Krattet hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en fortryllet Skov.
Hun sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset. Lige bag ved hende sad han . Hans Øjne og Læber hang ved hende. Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene. Hun bøjede sig langt fremover. I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op. Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres Øjne mødtes. Hendes var fulde af Haan. De tav. Træernes Grene raslede for Natvinden.
Jeg er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen netop i lignende frygtelige Øjeblikke.
Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod mig.
Friskt bredte sig det fine grønne over Plænerne, og Træernes Knopper var halvt sprunget ud. Man fornam Kastaniernes første sarte Duft og den friske Dunst fra den varme muldede Jord. Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Carolina som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og Horisonten....
En ung Soldat vilde have taget det for Træernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer, og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Døden mig vis. Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig siden Moskwa havde jeg været i en saadan Knibe. Men for mit Korps' Ære vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det svære.
Dagens Ord