United States or Andorra ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hans Støvler og Benklæder var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem, men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhæng med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa min ny Frakke.

Kejseren stod foran mig! Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.

Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra, foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene. -Nej, vi gør Kvalm i Gaden. Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den hvide Allé, rank og ret op og ned.

Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse. Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spænding, men bragte tillige Ærgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det ækle Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøie.

Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude, at sluge det og derefter med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter holdt.

Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person«, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. »Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer

En Eftermiddag tog jeg til Byen for at raadføre mig med en Kommissionær om en Ejendom, jeg havde set averteret, og da jeg gik ned ad "Strand", medens jeg ventede paa en Omnibus, følte jeg en Haand paa min Skulder. Jeg vendte mig om og stod Ansigt til Ansigt med Nikola. Han havde lang Frakke og høj Hat paa, men var ellers den samme som altid. "Dr. Nikola!" udbrød jeg forbavset. "Ja, Dr.

-Hvor hun græd, sagde Moderen, hvor hun græd naar man bare havde kunnet faa Sjalerne af hende. Som om det havde bragt hende den Sorg nærmere. ... Moderen og den ældste Dreng skulde op og se Sognefogdens Søn. Det var ligesom der ikke hørtes en Lyd i Huset. Hunden gøede ikke og Fjerkræet var lukket inde. Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Døren. Han havde en sort Frakke paa og han sukkede.

Han vidste ikke, om Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik og foer mig derpaa forbi og op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden; derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke. Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et halvt søvnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt.

Sonnenstein! mumlede jeg, som om jeg ikke forstod det. Det svimlede for mig; Tumlen rundt om af Passagerer og Dragere paa den halvmørke Perron gjorde mig syg. Sonnenstein hvad skal det sige? Jeg greb fat i hans Frakke, dels for at støtte mig, dels for at han ikke skulde slippe fra mig. De vil dog ikke sige, at hun at Minna