Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Professor! syntes jeg ikke nok!« Det var Skolelæreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad eller ærgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg ønskede ham Pokker i Vold, da det viste sig, at han hængte paa som en Burre og vilde »slaa Følgeskab« med mig.
Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik. Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges Noget om.
Søen var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig.
Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig, selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende.
Men en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde. Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et Nytaarsbesøg.
»Drikker han?« spurgte jeg. »Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.« I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.
Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt paa hende. I dette Øieblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.
Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.
Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. »Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev jeg, »De kan meget let faae et Kort op i en Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive beet.«
Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke, hvor de skulde være. Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde tale.
Dagens Ord
Andre Ser