United States or Falkland Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Faderen stammede, gav sig til at klynke. -Hun har sat den her hen og vi er ja vi er jo svage ... -Hvilken hun? -Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ... Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten. Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde ikke.
Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem, saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke dermed.
Jeg har mangen Gang tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang ... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.
Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler.
Saa snart han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev staaende saaledes, støttet til ham. Hun blev ved at tale til Nina og saá ikke paa William. Saa gik de ind i Balsalen. De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om allehaande ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse. Han dansede straks stærkt i, fo'r Stuen rundt og svingede.
Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool, der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt ødelagte Varer.
Jeg behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade det var det allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae i Tale. I Forstuen mødte jeg Præsten. »Glædeligt Nytaar, Nicolai«, sagde han, »og en Kjæreste, inden Aaret er omme!«
Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og derover gjorde meget usædvanlige Gebærder, saasom at springe i Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader, at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rækkede Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at røre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var legemlig besat af Djævelen.
Og han var vis paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ... Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere: man brød ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han fornam blot det hele som en ubestemt Larm. Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde han sig ikke klart.
Han førte ikke mere Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom frem.
Dagens Ord