United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium, så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han Syltinden i Sigte og satte sig der.
Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset ... Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“, fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd. Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os. En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs.
„Det er jo det Svar, som plejer at gaa forud for deres Forsvinden,“ sagde Moderen og begyndte ogsaa at græde. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. Og det hændte, at Ilimageq ligesom sin Broder i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik ud og kaldte Bopladsfællerne sammen. „Jeg vil foretage en Aandeflugt,“ sagde han.
-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror og hun tav et Nu at der var Elskovssyge i Slægten. Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere. En af dem boede i Nord-Italien. Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende. -Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.
Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
Han førte ikke mere Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom frem.
Men saa roede han blot fra hende og rejste hjem. Og her vil jeg ende denne Historie. Der var engang en Havlit, som roede Øster ud langs med Landene. Og saa ser han opefter mod Fjældene og faar Øje paa en Rype, der kredsede oven over dem. Det var, som om den alene ønskede at fange al Opmærksomhed. Saa raaber Havliten opefter: „Hvad i Alverden skal du deroppe oven over mig?“
„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen; „de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“ „Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser. Vinteren gik, og Sommeren stundede til.
Dagens Ord