United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der steg Bobler op af Havet, da man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til, saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet. Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke til ham, da hans Moder pludselig raabte: „Se der, der kommer „Støvlemanden“!“
Hun havde i Reglen flere Hunde end disse. Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst, før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda heldigere i sin Fangst end Mændene.
Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske at give en gammel Kælling noget. Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, som skulde ombringe Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak.
„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens Bugserline. Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil December. Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og saa har vi været Aaret rundt.“ „Fortæl noget om din Fangstkammerat!“ „Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm.
„Synes du saa ikke,“ vedblev den gamle, henvendt til Ananias, „at du skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?“ „Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa overhovedet give noget for?“ svarede Ananias. „Og hvad vil du saa give?“ spurgte den gamle. „Min Kajak!“ svarede Ananias. „Og ikke mere?“ spurgte den gamle. „Jo, min nye Riffel kan følge med,“ sa' Ananias.
Han kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med. En Dag kommer han og siger til mig: „Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok trænge til Hjælp, du lille faderløse.“
Opad og Øster ud ... Ha jai ja, ha jai ja ... Lad din Vrede vaagne! Mindes du, Da du kejtet kæntrede i Kajak Og halvdød blev bragt hjem af mig? Men lad nu din Vrede vaagne! Tænk paa din Søster, Saa skal jeg tænke paa min. Og lad os saa mødes. Du er jo den ældste. Hvem troer du, Vil blive den, som lever? ... Opad og Øster ud ...
Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak. „Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren. Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret. Ej eja ej! ... Aah!
Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen. Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag. En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
Dagens Ord