United States or Cayman Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hans Begærlighed efter de vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var. Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt svundne Tider men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu for, lad os se . . . ja det er længe siden, saa kom jeg paa det!

Det var, som skulde hun kvæles; der var ikke Plads til Hjærtet i hendes Bryst. Hun gik op og ned i Gangene i Haven, blot med et Tørklæde om Hovedet. Hun mærkede hverken Rusk eller Slud. Men hun maatte gaa Plænen rundt og rundt. Saa, da Tiden kom, da hun skulde hente ham, var alt pludselig forbi, Uro og Angest. Hun følte kun en eneste overmægtig Længsel efter at se ham. Hun skulde se ham igjen.

Vi har flere syge, og en har vi i Besøg, dede . . . Han saa op. Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og tog imod ham. De fik det hjemligt den Aften i Smedjen.

Hjærtet rører sig pludselig i Brystets Indre med egen levende Vilje som et Foster. Hør, hvor de klare Stemmer synger vaandefuldt og lyst. Orglet raaber og stormer, hvisker, alle Dyrestemmer taler med, de umælende kvæder med deres vilde Røster, Dommens Basuner høres og Himmerigs hvide Fløjter. Da glimter det, saa at Vejen ses fra Dødsriget ind i den store Sommer.

Lige midt i Hjærtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu. Overlæben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske, han var paafaldende mager og saa ud, som var han ældet altfor tidligt, maaske af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og sad og saa paa ham.

Nu var Modet fra hende, hun var »kyw i'et« som vi Jyder siger ... det gjorde mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har jo selv Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa Kaptajnen bearbejdet for Akkorden; jeg maatte #ud# i hvert Fald, for jeg kunde mærke, jeg blev blød om Hjærtet, men #gi'# mig, nej det kunde jo ikke nytte.

Selv i de mindste Blodkar længst borte fra Hjærtet er Blodet holdt op med at pible, og de tyndeste Hinder størknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast i. Kold og stiv. Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet Æggene i Moderlivet. Det er Tiden nu at sætte Frugt. I Skarer er de styrtet over hende. Overalt er de krøbet ind.

Men da han saa, Pigen ikke benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han stadig prøvende: »Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De Haanden paa Hjærtet, Frøken! har været lidt indiskret med. Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild.

Buskene raslede stærkt, før de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og endelig var alting stille. Otte Iversen saa op. Sommerhimlen hvælvede sig over Haven, de fromme Stjærner funklede. Gavlenes mørke Trekanter stod paa hver Side. Hun var borte! Otte gik langsomt, kvælende trang om Hjærtet ud mod Gaden igen.

Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den gunstige nordvestlige Vind, der var blæst op, og Dick kaldte derfor Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i jævne Ord paa Hjærtet, at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.