United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk? Abigael . Hvilke unge Folk? Geheimeraadinden . Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig og Claus naturligviis. Abigael . Naa, det er os, som gjør Selskab.
Mens oppe fra Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem Bladenes Mørke. De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker. Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over Eng og Høie. Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven. De elskede Stedet.
Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var han, og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er "store Marie". -Mo'er, det er store Marie, skriger han. Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie: -Giv Nina en paa Øret. Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve. Saa troede Børnene, at det var en Vagabond.
Hvorfor staar du ikke her ved Siden af mig i dette Øjeblik? Du er dog min. Men vore Minder kan ingen stænge for. De flagrer frit omkring som en Hær af lyse Sommerfugle over Marker, der er farvet af Blomster. Sommervinden hvisker mellem Straaene, og nede i Engen kukker Gøgen. Minderne ... Bestandig vælder nye ind over os. Aldrig standser Kærlighedens Strøm. Der staar i min Dagbog.
Det kryber i hans Mundvige, og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud, som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til smaa Børn.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog. Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene tilbage.
En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud, bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om dem.
Jeg gik saamænd derop i Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy hun hvisker, ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal og Traad med. O du syede den? Ja, hun taler igen højt. Det er nu min Mening, at man aldrig skal være for stor til at hjælpe.