United States or Democratic Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.« »Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe. »=Persicos odi semper separatus=.« »=Apparatus=«, rettede Gamle. »Saa? Fader siger altid =Separatus=.« »Taler De tidt Latin?« spurgte jeg.
Denne Ejendommelighed er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer og undskylder hendes Extravagancer.
Det kan nøje sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt. Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se Paris.
Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français, er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.
Jeg bryder ikke med en gammel Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, bitterlig ondt. Ambrosius . Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os tømme det sidste Glas med hinanden! Og lev saa vel! Hans Lauritsen . Lev vel! Dør i Baggrunden. Sidedøre. # Baronen og Geheimeraadinden . Junker Claus og Abigael , Magister Søren og Captain v.
Hun giver sig let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri, og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun aldrig.
De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en, da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem.
Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund mindre at forsørge er altid saa Meget vundet.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro i Vejret. Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er adskilligt mindre behagelig.
Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben, som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed.