United States or Tanzania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Abigael . Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, hvorfor I overgav Studeringen. Ambrosius . Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som var tilfalden mig efter en Velynder gik det Hele op i Røg.
Hans Lauritsen . Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Ambrosius . Et Brev til mig! Fra hvem? Hans Lauritsen . Ja gjæt engang! Ambrosius . Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, siden du er borte. Hans Lauritsen . Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle Velynder, Professor Holberg. Ambrosius . Holberg! Har du talt med ham?
Hans Lauritsen . Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i Eenrum, før jeg reiser videre. Bodil . Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted! Hans Lauritsen . I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og længes efter mig.
Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden. Bodil . Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan. Hans Lauritsen . Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans Eftermand engang.
Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.# Hans Lauritsen. Bodil . Bodil . Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i Bibliotheket.
Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel? Bodil . Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men det fik være det samme, naar blot.... Hans Lauritsen . Naar blot? Bodil . Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med ham, som jeg ikke forstaaer mig paa. Hans Lauritsen . Hvorledes det?
Følg bort med mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense. Ambrosius . Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her. Hans Lauritsen . Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit sidste Ord? Ambrosius . Ja.
Ambrosius . Elskov...! Og du er vidende om det, som jeg knap har tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende. Hans Lauritsen . Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg! Ambrosius . Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med.
Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser? Hans Lauritsen . Men der kan være Andre, som har samme Magt. Ambrosius . Troer du? Hans Lauritsen . Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning.
Sæt, du nu kom til at leve længe og fattigt, hvad saa? Ambrosius . Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand og gode Dage. Hans Lauritsen . En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.
Dagens Ord