Her er druknet Folk i Hundredtal baade Søfolk og Fiskere. En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen med mig og siger: »Ja nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November, der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret

Hun breder Vingerne ud og trykker sig fladt ned i Vandet. Inde i et Krat kliner en Solsort sin Rede sammen i en Tveje. Den fløjter og synger og kan umuligt holde sig i Ro et Øjeblik. Lige foran mig gaar en Bonde bag sin Plov og lægger Fure ved Fure. I Hælene følger Raagerne og Kragerne ham og pikker Ormene op af den fugtigsorte Jord. Et Stykke fra ham staar en Karl og spreder Møg.

Dyrenes Unger og Menneskenes smaa Børn staar særligt under hendes Varetægt; men ved Siden heraf beskytter hun Ægteskab og Barnefødsler. Bruden ofrer hende sine Barndomsdukker og Legetøj før Brylluppet. =Artemis's Nymfer.= Artemis kommer ikke alene; hun er ledsaget af sine Nymfer, Naturens Gudinder.

Vi næres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal pines den Dag, min Sjæl ikke vil bo i mit Hjærte ... Hører du Herre, de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dømmer ikke ... Jeg staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal ... Se Solen tør mine frosne Saar ... Og Dødsriget er nær ...

Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand. for: hvad.

Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag favnes Himmel og Jord og Jorden bliver tung og svanger. Og jeg hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv sin Fylde.

De er af ulige Størrelse og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede.

De svarer ham med høje Tilraab, og en Dreng bøjer sig ned, tager en Sten og kaster den efter ham. Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi. Den hellig Isak. Saa sølle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt og Bukserne lasede, Haaret og Skægget filtrer, og han humper afsted. Frosten har været stræng. Han har maattet svøbe tykke Klude om Tæerne. Jeg hilser ham.

Den ældre og den yngre Forestilling om ham staar i Modsætning til hinanden, og for at bygge Bro over Modsætningen digtedes da en Mythe om hans Fald fra Himlen ned paa Jorden. Saaledes er vel Fortællingerne om det daarlige Samliv mellem Zeus og Hera paa Olympen blot en Afspejling af det Liv, de thessalske Borgherrer førte med Hustru og Friller.

Jeg skal være Mor. Siger det roligt og stille. Jeg løfter dit Ansigt op imod mig. Min Hustru ... Lis, du græder ... Jeg er saa lykkelig. Saa nænsomt stryger min Haand over dit Haar. Vi staar i Døren til min Hytte og ser ud. Der pibler Lys frem mellem Stammerne. Det er nede fra Mosepers Hus. De skal i Seng nu. Det kommer inde fra Sovekammeret i Gavlen. Vi ser begge mod det samme Lys.