United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte hun: Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, ak, det veed jeg men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget Lak svulmede op som den første Strime Blod, der rinder af et Saar. -Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet. Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger: -Farvel, sagde han. -Farvel. Hans Excellence var ude. Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr.

Jeg stak efter ham med min Sabel, men han slap fra mig og flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr over den maanebelyste Skovslette. Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens Dolk havde fuldført sit Værk. Selv om jeg var ung, havde jeg set tilstrækkeligt af Krigen til at kende et dødeligt Saar. Jeg tøvede blot et Øjeblik for at berøre den kolde Haand. "Sire!

Det havde uden Tvivl været Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har faaet. De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og Forbandelser, slog mig med deres Næver og sparkede mig, medens jeg laa paa Jorden.

Men saa blev han træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til Havet. De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.

Alt det Spæk, han kort forinden havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase umuligt at faa helet det sidste.

Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk, der var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var hinanden bestemt som to Søskendebørn, der ikke kan undvære hinanden og som martrer hinanden godt, slaar hinanden Saar med behændigt og dygtigt Nænne indtil de skilles, hver for sig med Døden i Hjærtet.

Han strakte Hænderne fremad under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod. "Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at De var beruset!"

"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre Saar, der endda er komne over det." "Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi." Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans Tungespids allerede var blaa. "Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof.

Udenfor paa Trappen rejste de syge og værkbrudne sig og vendte sig mod Mikkel, de fik travlt med deres Elendighed; idet de stod op, rystede de Lugten af raadne Saar ud af Klæderne. En Mand i hvide Vadmelspjalter viste begge sine Hænder frem, der var gaaet for tidligt i Aadsel, og strakte Læberne ud efter Almisse.