United States or Portugal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var »Brystsygen«. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han, der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var.
Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; først Fødderne saa gik Vandet den til Hoften saa til Livet saa til Halsen saa til Skægget . Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte at holde hans Hoved oppe.
-Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige Stemme. -Ja. Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til "Salen". I den nærmeste Seng rørte Patienten sig, og Ida gik ind. En skægget Mand med blaa Briller laa og stirrede op paa hende. -Godaften, Frøken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme. -Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem. Patienten svarede ikke.
Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte: -Kom, kom, Emmely . . . Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence. -Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.
»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden ud: »Nu Haaret den samme Vej!« Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar og trak til. Men da han ikke mødte den Modstand, han trods alt havde ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet. I næste Øjeblik var han atter oppe.
Axel sad og tænkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne miserable Gaard, sagtens et Kammeratskab med Ørentviste og Museunger, da Herremanden nærmede sig Bordet igen. Han saa ud til at have tænkt paa en Ulykke. Panden var som jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skægget. Natteleje kan vi desværre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmælt, idet han famlede ved Bordkanten og saa ned.
»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!« »Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.« Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt nærmere. Skægget gik af! »Hva' ?« Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det hele berusede Korps.
Undertiden standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under Skægget skinnede den Frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var underløbne med Blod. Bag Kabinetsdøren sad William.
»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.« Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, Manden var helt forandret. Grev Campnell stod for dem. Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.
Hænderne er allerede store og brune. Bedst som han ser fra Tæerne op til Hovedet, svinger Skægget sig som en mørk Drive om Underansigtet, Panden hvælves af Smærte. Det er en moden Mand nu, han ligger stille et Øjeblik kun optagen af sit Indre. Og da er han allerede gammel. Skægget graaner, Haaret gaar ud. Knæene rager spidse i Vejret.
Dagens Ord