United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu stod de der og krøb sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring, over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder stod og vaklede paa deres brøstfældige Ben som Lemmer i en Stiftelse, stuvede sammen paa en Belægningsstue. Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et Samliv tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil.
Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost! Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring Armen til lidt neden for Albuen.
Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans Øjne er slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved. Hans Krop dækker fuldstændig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han ned paa Gulvet og folder Hænderne for sit Ansigt. Bliver liggende hensunken i Bøn. Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Søster" er faldet i Søvn hos Hunden. Lidt efter bryder de op.
Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen.
Den stakkels Lærerinde saae ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder.
Paa en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berøring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvrængede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud før hun gik ind til Konferensraaden. Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.
Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af en yngre Mand, der hilste ærbødigt. »Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens Officerer, og « »Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i de alvorligste Folder.
En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tæt til Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som erstattede det sædvanlige Belte.
»Da De overraskede mig i »Sophiero««, sagde jeg langsomt og eftertrykkelig »var jeg ganske vist kommen til den Beslutning, endnu iaften at reise til Kjøbenhavn.« Ved de sidste Ord gjorde Stephensen en uvilkaarlig Bevægelse. Saa tog han sig sammen, og hans Træk lagde sig i høist misbilligende Folder. Skuddet havde truffet i Centrum.
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed. Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet. Fejg fejg! Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly.
Dagens Ord