United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret. Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder paa hans Knæ og Scheele rejste sig: -Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte sig til Klaveret.
Hans Excellence, der uafladelig holdt sine Øjne fæstede paa Hendes Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med Sølvblomsterne i sit Haar, sagde: -Han ser ud som et Menneske bør; og Hans Excellence vendte sig mod Faderen: -Skal vi spise? -Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom og Grevinden straks i Døren sagde: -Kære Venner, undskyld, vi kommer saa sent.
Han saa, den gamle Herre gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse. »Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?« »Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte læses af andre end den, det var skrevet til.« »Var det et Brev, De havde modtaget?« »Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«
De tav et Par Minutter; Hoff saá stjaalent paa Høg, drejede sig igen om mod Ilden. "Undskyld," sagde han saa, "men jeg vidste jo ikke, det var idag." Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt den lidt imellem sine og gik ud paa Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op. Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand: "Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder," sagde han.
... Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han: -De hører ikke efter. -Nej, min Ven, undskyld. Og lidt efter sagde Marschalinden: -Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et og andet at tænke over.
At tænke sig, at et Menneske, der ser saa gammel og forkrøblet ud, kan være selv Roberts Halvbroder! Jeg gik henimod ham, han rejste sig med Besvær, og dette er den Samtale, vi førte: "De maa ikke rejse Dem," sagde jeg, "maa jeg sætte mig lige overfor Dem." "Undskyld min Mangel paa Høflighed," svarede han og pegede paa en Stol, "men min Ryg volder mig store Smerter i Dag."
Der var saa lavt derinde, at han næppe kunde staa oprejst. Kaninen var ved at skrige om Hjælp, saa forfærdet blev hun. Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans Øjne for vildsomt om. Frøken ... Frøken Jansen, begyndte han undskyld at jeg ... der var noget, jeg vilde spørge Dem om ...
Saa vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp. Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ... Da banker det. »Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men « Kapitel II. Det var atter Grev Campnell.
Den friske Luft har altid en mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!« Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse og alligevel tøvede Inspektøren mod Sædvane. »Hm, ja men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror, Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...«
Hans Parader og Riposter var hurtige som Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade. "Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
Dagens Ord