United States or Oman ? Vote for the TOP Country of the Week !
. . . Hvad han sagde til det, Jens ja hvad skulde han sige? Han kunde jo ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig Ting var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? Fruen paa Gaarden er ikke tilsinds, sandelig om hun er.
Anders, den næstældste Søn, kom hjem ældet og hulkindet med Tidenden. Han tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa Moholm. Tiden Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt.
Hvor er hun da henne? Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa og svag i Trækkene han tav bestyrtet. Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt. Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten.
Men en Aften kom den graa Herremand ud med sit misundelige Ansigt og bad dem pakke sig, han vilde ikke høre deres Kvidder. Saa stoppede Jakob Violinen i Rævebælgen igen, og de gik Haand i Haand ud af Gaarden. Ides Triangel klingrede ved hendes Bælte, naar hun gik, som spæde Klokker. Og de drog nordud i Landet over Heden. Foraaret kom, men det lod sig nøde som en grædende Brud.
Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere, den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog Øjnene ned. Dejlig var hun. Mikkel følte sig som brændt indeni Haanden: Otte Iversen! tænkte han nu skal du faa det betalt. Thøger førte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa nært personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand blev ikke berørt med et Ord.
Naa, vor Herremand var endelig ikke bedre værd, men jeg syntes alligevel, han var sagesløs Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for grusselig frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med Øksen og hvem ikke. Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet af ham. Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi blive ved.
Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr. Otte, de kalder ham? Spørgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bænken. Hvem, hvor? Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til København nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u sæd vanlig Historie.
Vi har flere syge, og en har vi i Besøg, dede . . . Han saa op. Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og tog imod ham. De fik det hjemligt den Aften i Smedjen.