United States or Macao ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Aa, ja naar man vil leve, men jeg vil hellere dø ..." "Naa, ja saa hæng Dig!" William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt. "Men Du tør ikke." Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig." "Det er jo en hel Del." "Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har ... skam ikke nægtet Én noget.
Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner. Og af og til lød fra en Graaspurv, som havde søgt Middagsly under Bladenes Skygge et lille søvnigt Pip. Midt ude paa den grønne Haveplæne laa en stor, graa Kat og lod sig bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Græsset med alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunde tro, at den var død.
Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá ham lege Tagfat i Skolegaarden. Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød Violin-Vidunderet. Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker Hr.
Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.
Og altid slog paa ny de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl. Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse. Ja dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse uden Maal.
Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land." "Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end Sommeren." "Du mener, det er alle Dage ligegodt aa ja der er noget i'et." De gik lidt.
Alle fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne. Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen. Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen.
Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung. Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.
Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør. Ingen svarede. Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind! Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag: Er det dig, Stine? Jo, Hr. Pastor. Hvad godt?
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu. -De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv. -Hm; han saá kun paa hende. -De skal spise. Schrøder, gentog hun. -Hm.
Dagens Ord