United States or Monaco ? Vote for the TOP Country of the Week !
Trøien, Matrosens Særkjende, seer man overalt i fremmede Mariner, og det er ogsaa en Selvfølge, at den, og ikke Frakken, anvendes ombord i daglig Tjeneste. Men til Parade bør enhver Mand være reglementsmæssig paaklædt, og det er der afstikkende, at see de faste Folk møde i Frakke og Kaskjet, medens de Indrullerede møde i Trøie og Hue.
Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet. -Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør. -Georg rørte sig ikke. Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke.
Han var høj og tynd, havde hvidt Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt sort Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede Arme stak frem. Naar han kom skridtende hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa det ud, som om de knap kunde bære ham. Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret Præst.
Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke paa, knap have Tid til af betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: "Nu maatte det være kommet, det var vist kommet." Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke gaa op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage paa Pladsen, tvang sig til at blive nede.
-Naa allez-y , sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han til Knuth maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham : -Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven. Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne: -Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu. Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa.
Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer. ... Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port, mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke. -Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom. De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævende Manér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.
Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod mig.
Men tilsidst kunde han ikke mere holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa fjerde Sal, tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt stakaandet, naar han naaede op og begyndte at rode i Brevkassen. "Intet." Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren op til sin Stue. Der var intet Brev paa Skrivebordet paa Bordet intet ... nej, intet Brev.
I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er der næsten ikke Skygge tilbage af længer.
Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. »Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. Farvel, jeg venter Dem altsaa.« Da Detektiven naaede hen til Hr.
Dagens Ord