United States or Belgium ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige Straaler som et Tryllenet over Alt.
Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde af fjorgamle Blade. Trygt ligger Spirerne i Jorden.
Axel havde forandret sig, saa Mikkel, han var bleven jævnere; men det var som havde al hans tidligere Urolighed samlet sig i Øjnene, de skød Straaler af Livsmod. Om Mikkel saa dog ikke vilde gaa med ind, bad Axel for tyvende Gang. Han kendte Mikkels Særhed men vilde ikke opgive Haabet. For at se Inger? Han maatte. De vilde saa gærne hilse paa ham. Bordet stod med Mad og Drikke . . .
Moderens Haand søgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun førte den til en næsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun læste: Og intet mer kan mig tilbage føre De Straaler, som min Glæde fødtes i, Kun Tanken har jeg nu: det er forbi. Det skulde være nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit Bryst.
De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem. Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt Hoved, hviskede stille: -Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...
Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem med ublid Haand. Ambrosius . Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har stor Kjærlighed til Solen. Abigael . Hvorfor tænker I det? Ambrosius . Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.
Øjnene straaler, man leer og hviner af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi.
De kan ikke slaa sig tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud fra hele hendes Væsen.
Kun de store, brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet aabnet for dets Dejlighed.
Og Solens rødlige Straaler belyse de hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder en Rose af hver af Gravene og siger: »Stakkels unge Roser, hvorfor visnede I saa tidlig, hvorfor «« Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev mig ud af mine Phantasimalerier.
Dagens Ord