United States or Solomon Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis Haardnakkethed: »Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae: jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.«
Som ved et Tilfælde tabte jeg det, og det rullede hen foran hans Fod. Han bøjede sig straks og greb efter det. Da jeg saá, det, vendte jeg mig hurtigt om imod den anden, og før han kunde gætte min Hensigt, holdt jeg ham i Struben, men skønt han var uheldigt stillet, viste det sig, at det ikke var let at overvælde ham.
Se, jeg, Paulus, siger eder, at dersom I lade eder omskære, vil Kristus intet gavne eder. Men jeg vidner atter for hvert Menneske, som lader sig omskære, at han er skyldig at opfylde hele Loven. I ere tabte for Kristus, I, som retfærdiggøres ved Loven; I ere faldne ud af Nåden. Vi vente jo ved Ånden af Tro Retfærdigheds Håb.
I samfulde to Maaneder forsøgte man at faa disse Sager fra ham med det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn. Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle Bøger og Papirer Sognet vedrørende. Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne, naar det konvenerede ham.
Min Tunge var som Læder, mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg løb, løb, løb! Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde søge mig imod Syd.
Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig. -Asta men det trækker , raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen. -Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet. -Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.
... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt lige for Fødderne af Høg, der just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den, men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget.
Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række af bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han havde siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tænderne befæstede Slot, hans Ankler var ikke lægte endnu. Medens Jon Eriksen læste, begyndte de at murre i Salen og røre paa sig, de tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.
Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden. »Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!« raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren. »Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?« »Hvad der er paa Færde?
Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest, saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode.