United States or Bosnia and Herzegovina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt .... Hyss! Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i. I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer, der skændtes.
Rædselen sad i Luften med Ansigtet rakt forstenet frem og med vidtaaben Mund. Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at han døjede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var umuligt, der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gøre det, skønt han ikke troede paa det længere.
Hovedet støttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ... Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Plænen fløi hendes Skygge. Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af Bønner, af Fortvivlelse og Angst.
-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bolling. -Hent Tinka, sagde Tine aandelos, folgende Faderen, der lob ud og ind, ud og ind. -Ja, aa ja, Madam Bolling lob uden Sans. -Lygten, Lygten, skreg den Syge. -Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og taendt. Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold dig til mig, hold dig til mig og pas paa.
Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen. Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer. Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod Indgangsdøren i Taarnet Men hvem er det lille, underlige Væsen, der staar bag ved hende? Det er jo den døvstumme!
Om Natten sov hun ikke, og om Dagen kunde hun ikke finde Ro. Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled det ind i hendes Tanker bestandig.
Kongen gik grædende op og ned i Taarnet, og hver Gang han kom til at se hen til Mikkel, laa han der saa stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens Hjærte blev underlig panisk berørt, han snappede efter Vejret, han fattede det ikke. Aldrig havde Kongen, set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i sit Ansigt. Nu da Trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa tydeligt frem.
Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom. Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for "de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre.
Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og Menneskene er jo nu engang, som de er ... Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa? Han har lukket sig inde i Taarnet ... Jeg skal da vel ikke op af flere Trapper? Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind, Onkel. Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren? Ja ... Har I faaet en ny? Ja ...
Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken. Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden. Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt hun frygtede. Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en søvnløs Nat.
Dagens Ord