United States or Canada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men sig mig: Har De forhørt, om nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?« »Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i Forstuen.« »Ja saa ...« Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min Tjener Philip har en Finger med i Spillet?« »Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke til, om nogen er gaaet herind i Værelset.
Hun saá hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og hvert Hus og hvert Træ, som var alting saa mærkelig skarpt. Og hun hørte hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle. Men Mulden saá hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var afdækkede nu for nu vilde det snart blive Foraar.
Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slå Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav, og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse. Og på Kappen, på sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre.
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...« »Kan De maaske ikke huske mig?« »Huske? Næ æ « »Jamen prøv!« Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt. »Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot. Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt. Gi'er du mig din Kop. Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop. -Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr. von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane sagde han: der #foregaar# noget.... #Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz. -Ja sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse.
William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine; havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have hvilet paa dette Ansigt. Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var stadig ubevægeligt.
Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, naar Folk kom for at bevidne hende deres Agtelse ved at trykke hendes Haand, altid skelnede skarpt mellem dem, hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot berørte med sin lille Finger.
Folkene i Baaden havde alle travlt med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet, sprang ud af Baaden og vadede i Land. "Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe.
To store Bogstaver var malede paa Træet med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved. "S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i sit Halsbaand, de samme ." Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede.