United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade. -Det er jo det Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue #hvis# man #begreb# det. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud.
Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset. Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede. Saa kaldte Brandt: -Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand: -Det er Synd for Dig....
-Netop, sagde Hans Excellence og førte det mægtige Krystalglas med Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund: -Derfor er jeg nøgtern. Og idet han lod Blikket løbe nedover Bordet, sagde han: -Jægermesteren drikker for mig.
-Om du var færdig, Pöllnitz, sagde Fruen. Hun kunde aldrig komme frem. Hr. von Pöllnitz's besværlige Legemsdel var frygtelig fremtrædende, naar han var i Benklæder og Skjorte. Hr. og Fru von Pöllnitz kom i Vognen. -Ja ... men Mariane hva' si'er man nu til Højhederne det .... -Naar Du blot indskrænker dig, David til det mindst mulige.... Hr von Pöllnitz sad lidt.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl min Yndlingsdrik ... Men, kære Ven, hva' gør man ikke for Kunsten? Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig mere vel. Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von Pøllnitz. -Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket? De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget verdenshistorisk.
Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmørkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Søstre, hvoraf den ældste havde været Hofdame hos Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.
Men da han var kommen derover, sagde han: -Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben. -Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op for at overrække Stagerne. -Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen. Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var.
Det var, som nogen kom bag ved hende i Stuen. Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen der ovre i Trækken. Hendes Højhed kørte hjem gennem Skoven. Hr. von Pöllnitz havde en ny Begivenhed at melde ved sine Theballier. -Naar Du tænker dig, Mariane #Højheden# viste dem om.... -Hvorfor var du ikke med? spurgte Fru von Pöllnitz. -Kære Ven hvem kunde vel vide?....
-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen. Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her. -Ida, Ida, raabte hun. Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham: -Fa'r, nu skal Du op. -Ja, Barn, nu kommer jeg. Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.
-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt. Gi'er du mig din Kop. Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop. -Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr. von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane sagde han: der #foregaar# noget.... #Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz. -Ja sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
Dagens Ord