United States or Eritrea ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle Aar.« »Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?« »Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov at længes efter noget Nyt.«
O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed, Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer!
Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning med Vaaddene energisk i Trit. Man sover ikke godt den første Nat tilsøs.
Det er væsentlig dette Hensyn, der allerede strax efter " le grand prix " begynder at lægge Paris øde. Under de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi.
En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig lidt frem paa Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter Saa med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der aabner og lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og forsvinder i en Blomsterkalk.
Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje. Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
Som en Bæk, Søen har slugt, forsvinder den mellem høje Græsser. Nogle Graner har faaet Lov til at brede sig mellem Pile og Birke, saa de danner et helt Krat. Lige under en Birk staar der en udslaaet Parasol. Hunden gaar udenom i en stor Bue. Et Stykke borte stiller han sig op, Haarene rejser sig i Kam nedover Ryggen, og han hyler i vilden Sky. Der ligger noget i Græsset.
Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye.
Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde, I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder; i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint.
Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys, som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske aparte Virkning. Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads.
Dagens Ord