Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den: O Miranda, Du plum, plum! uforglemmelige! Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk, og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en plum, plum! Kvinde kan det! O Miranda, med de brune Lemmer og det hede Skød!

Latin var endnu dengang udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for, at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa Dansk.

Da Høiskolens Elever maa ønske at befordre Modersmaalets Forædling og Værdighed, saa vedtage vi: at vi saavel i Skolen som udenfor samme indbyrdes ville tale vort danske Modersmaal saa reent og rigtigt som muligt, d. v. s. saaledes som Lærerne tale det.

Lidet anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalthviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmagerraabte denne aabne Pande, »Troløseudbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og #han# var min Ungdoms store Kjærlighed

Det var første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal, og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.

Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre. -Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde: -Jesus Kristus, Jesus Kristus. Men Ida rørte sig ikke. Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den. -Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmaal og kom ikke længer.

Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med Bassen forrest: Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. -Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i.

Men hang hun blot trofast ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blive #hendes# ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv. Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.

Han skrev en smuk dansk Stil, og blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil, end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik.