Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. juni 2025
Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det dode Hus. Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting. Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ...
Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu ... Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn saa ved at tælle til tusinde, saa ved at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande dybt. Men faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt Ryk, og hans Drømme var de samme som hans Tanker ... Hans Tanker.
De bar deres smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne; først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres Legemer for at aande dem varme. Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og tændte Lys.
"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde aande. "Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg dig," sagde han gennem Tænderne. "Jeg jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig, Robert."
Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm ... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt. Saadan var det gaaet indtil nu.
Ida kunde næppe tale. Vaagekonen rystede paa Hovedet: -Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun: -Nu sover hun. De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov. -Saa gaar jeg derind, hviskede Ida. Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet uden at drage Aande.
De bragte, mens de bestandig bevægede Mundene begge to, tusind Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen stadig var rask: -Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet til Nattoget. Han kom tilbage. Naa sagde han. Katinka aandede ud i Luften, langt. -Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden. De gik ind. Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar.
Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham. Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung. Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.
I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels gik fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om den gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og hørte alle Smaatrækkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende, naar han kom i Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille Frasagn nærede Mikkels Fantasi.
Dagens Ord
Andre Ser