United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
Præsten forbandt nogle Traade med Liget, og efter at han havde taget et Haandtag i hver Haand, satte han sig i Stilling og lukkede Øjnene. Skønt jeg gjorde mig den største Umage kunde jeg ikke se, hvad han gjorde, men saa meget er jeg sikker paa, at han et Øjeblik svajede frem og tilbage, syntes at aande med Vanskelighed og tilsidst at blive næsten stiv.
De stod lidt foran hinanden, han kunde ikke se hende tydeligt, men han hørte hende aande hurtigt. En Kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over Ottes Ansigt med laadne kølige Blade. Pludselig gjorde hun en hastig Bevægelse som for at undvige. Nej, stammede Otte sygeligt bønfaldende, han rakte i en Fart begge Arme ud, en paa hver Side af hende. Hvad, hvad . . .? hviskede hun hæst.
Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af Triumf, idetmindste Lyst til at tale, Fortælle det, befri sig for noget af al den Jubel, som fyldte hans Bryst, saa han næppe kunde aande "Det er en Satans Trallen," sagde Gerson og slukkede det ene Lys, "naar er Du kommen til Operaen?" William klædte sig af og gik i Seng.
Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag favnes Himmel og Jord og Jorden bliver tung og svanger. Og jeg hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv sin Fylde.
En Times Arbeide med Kanonerne, der hales ud og ind, er en ypperlig Bevægelse, og at Mandskabet saa jævnt holdes i Aande er i høi Grad velgjørende for det Fysiske, der ikke faaer Tid til at falde sammen. Det bevægelige Dæk, hvorpaa Øvelsen finder Sted, bringer ogsaa en Afvexling ind, der spænder Opmærksomheden, idet Paapassenheden udvikles.
Schønaich listede sig sagte frem, angst for hver Støi. Jo, det var hende. Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede. Ellen laa ubevægelig, Saaledes drømte de begge nær hinanden i den stille Nat. Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv.
Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord. Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør.
Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for hinanden.
I Begyndelsen havde hun talt temmelig rent, men efterhaanden som hun kom i Aande, indfandt Provinsialismerne sig; hun sagde »m'r« for »wir« og »sein« for »sind«, kjendte kun bløde »P«er og »T«er og spækkede sin Sladder med mange folkelige Udbrud og Vendinger; og da morede det mig at lægge Mærke til, at Minna, naar hun undertiden for Spøgs Skyld pludrede sin Dresdener-Dialekt, kom til at ligne sin Moder aldeles paafaldende lige indtil Miner, ja selve Ansigtstrækkene, og jeg var derfor en saa taalmodig og opmærksom Tilhører, som den Gamle vel kunde ønske sig.
Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved Taflet. Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og gik. En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde ondt ved at drage Aande.
Dagens Ord