United States or Ireland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt. "Er du træt?" spurgte den første. "," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa underlig langt i Halsen paa ham. "Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere. At du alligevel ikke vendte om, tænkte han.

Jeg fulgte den i jævnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjørne, saá jeg Flodens blanke Vand foran mig. Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder hævede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var mere end to Hundrede Fod høje.

Stien, ad hvilken vi var komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.

Trods denne tilsyneladende skarpe Begrænsning gaar Stauderne dog jævnt over i tilstødende Dele af Planteverdenen. Fleraarigheden kan for manges Vedkommende under visse Forudsætninger blive til Toaarighed, og paa den anden Side kan toaarige Planter under visse fysiske Forhold eller ved Kulturens Indgriben forblive fleraarige.

Eksempel Roser, og selv om enkelte Stauder helst skal lades urørte i mange Aar, saa vil det store Flertal ikke som paastaaet vokse sig kønnere, men vil, overladte til sig selv, gaa jævnt tilbage efter det første Par Aars Forløb. Under disse Omstændigheder bliver Stauderne, særlig naar de tillige er fejlagtigt anvendte, kun kedelige og komme ufortjent i daarligt Ry.

Den snusede til ham, Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som det var. Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København. Han var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa tænkte jeg, de kunde være dreven til Salling. Her saa Jens Sivertsen uvist op.

Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor de havde Baaden, begyndte det at regne. Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er begyndt.

Han kunde ikke være der lige med det samme. Men nu var hans gale Tilskyndelse allerede bleven til sund Beslutning, han red jævnt til og saa Tingen an. Vel, han agtede sig paa en Rejse til Danmark for at besøge Kirsten, hans Kæreste fra i Fjor. Om Aftenen var Axel tyve Mil borte fra Stokholm. Han tog ind i en Kro og satte sig for sig selv i Stuen. Der var mange Bønder tilstede.

Til højre, det vil sige mod Nord, flød Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og satte mig i Sandet.

Han tog et Straa op mellem Stubbene og talte med en Stilfærdighed, der opskræmmede Mikkel: Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stødte Luften et Par Gange ud af Næsen. Saa fortsatte han ganske jævnt: Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har været saa længe udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du høre . . .