United States or Turks and Caicos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Eller kun fornemme bare sløvt fornemme ... Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring. Hun slog Øiet op paa ham. Bare ladt fornemme ... Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen. Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ...
Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper og Klirren med Glas i den forvirrede Støi. Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og man kunde høre hende over den halve Sal.
Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra. Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel Gentleman sad og nikkede neden under. Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien. Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers var det tyst.
Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.
Schønaich listede sig sagte frem, angst for hver Støi. Jo, det var hende. Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede. Ellen laa ubevægelig, Saaledes drømte de begge nær hinanden i den stille Nat. Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv.
Livet gi'er os altid saadan: mange Ting, vi ikke ønsker saa meget for en Ting, vi ønskede, og som det ikke giver. De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde Ellen: -Kender De noget til Inderne? -Ostinderne. -Ja de gamle Indere.
De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give ham en Time. Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen under sine egne Hænder. Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette eneste i Hovedet: Han ved det ikke.
Har Tante noget imod at gaa hjem gennem Parken? Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud. -De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen? Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra Rotunden og dens Støi.
Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og blundede. Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun troede, det var Faderen. Men det var kun Ole, som stod henne ved Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket. Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.
Men saa, naar de igen blev ene, følte hun det som en Befrielse, og der kom over hende en frisk Glæde, som paa en Gang kunde gjøre hende næsten yngre end han. Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag. Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Støi.