United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Hvordan har I det dernede?“ raabte man derned. Da hørte man et Raab, og det kom fra den Kvinde, der bar Barnet paa Ryggen: „Barnet har begyndt at die min Nakke, snart borer Benene sig ud gennem Hud og Kød!“ Da sagde den gamle, som var Skyld i Ulykken: „Ja, de skræmte min Sæl, og saa var det, at Vreden voksede i mig og fødte min Hævn. Da lukkede Klippen sig.
For det første var han den ældste Mand, jeg nogen Sinde har set bevæge sig omkring. Han var lille og næsten utrolig rynket, hans Hud var saa gul som Pergament, og naar han bevægede sig, saá det ud, som om Knoklerne maatte trænge frem gennem den. Hans Ansigt bar umiskendelige Tegn paa, at det en Gang havde været meget smukt, og var nu fuldt af aandelig Skønhed.
Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres Kærlighed Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode! Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme i deres Klør!
Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet ned i Gulvtæppet. William græd hele Natten. De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng. Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik.
Det blanke Haar skinnede, Pandens Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over Sengens Kant. Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde han langsomt: "Ja, det er en Krise." "Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, "kommer hun sig?"
Da rejste han sig pludselig og slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb. Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende.
Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæggelse, som dræbte hende. "Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud, og saá frem for sig.
Hans Øjne gjorde straks det ejendommelige Indtryk, den anden havde omtalt, og det slog mig, hvor træffende han havde beskrevet den underlige matgule Hud. Han var sortklædt, havde en udsøgt fin Selskabsdragt paa, hvis sorte Farve harmonerede godt med hans mørke Øjne og Haar. Det var umuligt at sige, hvor gammel han var, men jeg har senere opdaget, at han kun var otteogtredive Aar gammel.
"Du er fuldkommen smuk en slank, statelig, vidunderlig Tigerlillie men men du ser ikke kold ud og det er dit røde Haar og disse bedaarende grønne Øjne og din yndige, hvide Hud og sorte Øjenvipper, der, der aa! du véd det nok, du søde! Du ser ikke ud som Mælk og Brød, du er fuldkommen attraaværdig, og du kunde faa enhver Mands Hjerte til at banke." Jeg tænkte paa den Aften til "Carmen".
Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd. Her ender denne Historie. Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er „Langsom“s Barnebarn.
Dagens Ord