United States or Morocco ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han stirrede og blev ikke mæt af at sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke. Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet Hoved i dybe Tanker han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!"
Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham. »Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten. »I Fangeklæderne! Kan I se dem?
"Faders Navn ja for den Sags Skyld " han snublede over Ordene, og vendte sig om. Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er ingen Skam, men ..." Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt: "Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa men det er heller ingen Skam at virke det eneste, man kan."
Bøg har ingenting at bebrejde sig ikke det mindste!" Og nu fortalte han det hele saadan som det var gaaet til. Med Ord, der snublede over hverandre af Iver, skildrede han Bøgs Kamp for at naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, hans Beskedenhed hans Harme over at være bleven dragen offentlig frem.
Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til Terrassen imod Havet. Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned ad Trinene som to Børn paa Flugt.
Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport og slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede der at ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke en eneste.
Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille. En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang. Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens Ryg og faldt. -Nej han skreg nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var. Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum.
Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved kom jeg til at see op og Himmel, Jord og sexten Elementer: det var jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: »Er det er det virkelig Dem?«
Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede næsegrus til Jorden og blev liggende. Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed, han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de glatte Sten i Elvens Bund.
Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Ojne. Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i AErmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt paa Trappen: -Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske vil De staa op!
Dagens Ord