United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket. De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort fra Lyset. Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, stansede Carl: -Hør, det er Rubinsteins "Asra". Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. "Asra"? sagde hun.
De nærmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hørte Stemmer og Raslen af Seletøi og Portierens Raab, der skreg til Kuskene ... Lyset fra "Ærestrappens" Kandelabrer slog op imod dem og blændede deres Øine. Kom lad os gaa. Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og lænede sig frem. Det er til Ballet, sagde hun. Sé blot.
Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom, men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod. Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger.
Han næsten fornærmede dem de følte det slet ikke. Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys. Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til Terrassen imod Havet. Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned ad Trinene som to Børn paa Flugt.
Han satte Kikkerten fra sig paa Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning. Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12 køre bort med to Damer. Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.
Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i. Det kostede dem at komme fra hinanden. Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting. Men han maatte være hende nær. Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.
Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var. En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.
Han saá langs Balustraden Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover ... De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter. Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet. Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede.
Han lo, smilede til Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj. Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden; lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et Vittighedsblad. Men lidt efter lidt faldt han sammen.
Dagens Ord