United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen han har siddet paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ... Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun har ban været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til Stolen. -Ja han kan komme om lidt. Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende.
... Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve og antage en Husholderske.
-Hør han skiftede Plads hvad Carl dog er for en underlig Patron ... Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg. -Aa jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri oprigtig talt der er ... ja ... I Damer han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa lige paa ham forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er noget usundt ved ham ...
Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til Farvel. -Tak. Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke Lykken. Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv. Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke ham for igaar.
Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, klagende Raab. Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten. Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens Tanker gik og kom. En Aften blev hun vækket ved Sang.
Men hændte det hos Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen" hendes Øgenavn saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge Laag.
Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket paa hendes Bryst, sagde hun: -Jeg har faaet det igaar. Ellen var meget bleg. -Det er en Present ... af Deres Papa. Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt: -Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde: -Tag det af.
Hun sov ikke mere om Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet høit for hendes Øine. Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som nedarves indtil det tiende Led. Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til at tale. Præsten blev hendes Skriftefader.
Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede. -Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven Dansen er begyndt. Og de gik tilbage til Salene. -Bernstorf Bernstorf. Det er for voldsomt. Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet og stødt.