United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget nedladende. Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns Instinkt.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne Sal.

Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten. Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa saa langt langt bort under de fine Bryn saadanne Øine!

Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde han langsomt. Ellen forstod. Nei. Hendes Stemme var rolig det var for koldt, lille Bedstefader. Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, døde Madam Lind.

Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Valø.

Saa saá de, vest paa Himlen, Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter Branden hos Christen Nielsens. Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven. Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene bort paa deres Vei. Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de hendes Billede.

Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle.

Man siger os, vi har ej faa Af disse slemme, slemme Synder, Men vil man deri se Tegnet paa At Verdens Undergang begynder, Jeg siger bare: kom da selv herind Og se vor Enighed om Gaard og Lind Og dette til: Spørg, om De vil, Hvad Mening vi vel har om Provsten. Det bliver ét kun, det Svar, De faar Fra hver især i hele Banden; Thi han har Kærlighed til vor Gaard Som sikkert ikke nogen Anden.

En Gang i Julen Ellen var allerede næsten tretten Aar hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte. Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne. Ellen var saa vant til at være alene.