United States or Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Drengen sørgede ikke, han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han blevet saa bange for Jacques. Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik vidste ikke hvad.
Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten. Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa saa langt langt bort under de fine Bryn saadanne Øine!
Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen. Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i Ærmerne.
Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten. Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede. Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.
Men lige som Øvrigheden paa Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet blevet saa mærkelig let at vægte paa. Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt nej, der fandtes dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens Fiskere bruger.
Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt til Skive efter det med sin Flitsbue. Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.
Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og Hovedet faldt ned paa hans Bryst. Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen. Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle Relikvierne sammen paa Bordet.
Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun. Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen. Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.
Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten. Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op til Strandfogden, Erik fra Bunken By.
Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med Erik.
Dagens Ord