United States or American Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Jeg tager Tøjet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud. Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...
Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole. -Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder: -Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat. De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen.
Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og fnisede underfundigere end nogen Sinde. Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang. Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm, var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til hende med deres Bekymringer.
Altsaa: enten løb bort med hende, eller ogsaa lad være med at spille Argus.« Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og først besøge Minna efter Middag. Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at hun havde grædt meget.
Han mindedes de mange Timer, han havde staaet misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning. Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den paa.
Hans havde grædt og hylet ude af sig selv af Henrykkelse over endelig at holde hende i sine Arme. Han havde trykket hende saadan ind til sig og i sin Glæde maset saaledes med hende, at hun var bleven ganske ør og bange, men alligevel i den højeste Fryd og Vaande raabt: Mere! Mere ...!
Det er den høje Tid.... -Vil De tænde Lysene — her paa Kaminen ... Saa kommer jeg straks. Hendes Højhed saa' efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er Klokken? sagde hun. Det er sent. -Syv, Deres Højhed.... -Syv—-allerede ... Godt, jeg kommer straks.... Kammerjomfruen havde tændt og gik. Hendes Højhed saa' i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt.
Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse.
Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun. Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen. Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.
Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene og sig selv. Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke. Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han havde grædt. Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
Dagens Ord