United States or Eswatini ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Knøsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde givet sit Løfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i Skægget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der er tømt.
"Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber han da for?" Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende, og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.
Det var ham, der havde foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen. Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede. Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen.
"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?" "Ja, hvad tror du?" "Jeg ved ikke." "Gæt engang." "Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede havde set, hvad det var. "Nej, nej," triumferede Knøsen. "Hvad er det da?" "Det er noget til dig." "Til mig! Hvad kan det være?" "Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig." "Om jeg kan li' dig. Det var da underligt.
Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans Mening. Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del.
Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det eneste rigtige. Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var gammel. Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske ogsaa Elias.
Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene og sig selv. Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke. Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han havde grædt. Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for at se, hvad han vilde tage sig for. Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden.
Han kunde mærke, hvorledes Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og greb hans Ben og kneb det. Han skreg. Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort. Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
Han famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans Stemme blev hørt. Hvis han nu allerede var død? Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig. Død. Død. Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen sivede ned omkring ham. Saadan skulde det gaa.
Dagens Ord