United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for at se, hvad han vilde tage sig for. Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden.
Jeg holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk, som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig endnu en kjær Ven og Studiefælle.
De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle, hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.
Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og Kulde og Sne.
Før jeg kunde indhente hende, havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere. Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt. Hun syntes ikke at høre det. Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, siden De pludselig løber fra mig.
Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der sætte udi Forvaring.
Endnu var der Tid. Endnu kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen. Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod og saa paa Mandslingen, der løb dernede.
Hvorfor havde han da ikke lært noget? Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af den Bog. Bogen var ikke skrevet for ham. Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv.
Da jeg nu den foregaaende Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte. Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent saalunde: »Kjære Venner!
Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de andre. Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde sin Plads. Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt.
Dagens Ord