United States or Djibouti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere, eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim" hjem. Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske Forhold.
Hvis Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp. Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand, der laa i hans som en død Fisk. Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han allerede var død. Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet.
Og de var kommen til Bygden, Hjælpen var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare vedbleven at gaa. Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange for dette der bagved.
Regnen pølede ned over dem, og Stormen rev og sled i deres Klæder. "Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det." Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod Bygden for at hente Hjælp.
Jeg bebrejdede derfor ikke Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen. "Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg. "Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til Ahrensdorf," svarede han.
Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!" Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af Kasserne.
"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til. Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse.
Det er jo din Fisk." "Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede Knøsen. "Jeg vil ha' min Støvle først." "I er sku et Par kønne Fiskere," smældede Thomas. Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Støvlen. "Gu' skal han ha' sin Støvle." Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen ind i Baaden.
Da han saa op, bemærkede Mikkel i hans Øjne, at han havde set Blod og var bleven ustyrlig. Hvor er din Fader? spurgte Mikkel barsk. Han er reddet, svarede Jens. Det skulde jeg sige til min Moder. Knøsen var forstyrret. Mikkel kunde ingen fornuftig Besked faa af ham. Jens begravede Ansigtet i Keldtruget igen.
Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt antagelig. Han tog atter fat paa Snøren. "Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'." Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op.
Dagens Ord