United States or Greece ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod paa Klem. Hun ventede Visiten. Ellen reiste sig og gik ham imøde. Han var taget til Veile. Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ... -Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.
Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke. Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han maatte tale med Marie. Ialfald derind ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa den badedes i Sved og Fraade. Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem.
Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.
Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.
Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle.
Da Aftenen kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile. Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig træt. Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved at høre Byens Stenbro under dens Hove.
Christens Tid, og hun havde sin Viden fra Jacques fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
I deres Selskab blev der drukket en Del paa Thorsholm. Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift. Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn. Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af.
Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik hun til Veile. Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig og traadte ud paa Terrassen.
Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe henad Gulvet. Maag besindede sig og taug. Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys. Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke med nogen.